Siden jeg første gang udkom på tryk i 1980, har jeg arbejdet indenfor mange genrer. Lyrik, prosa, computerspil, teater, film og augmented reality. Og jeg har undervist en masse – ikke alene i manuskriptskrivning for forskellige platforme, men også i kreativitets udvikling og kunsten at tænke skævt. Fælles for det hele er en trang til at udvikle former der udfordrer linariteten og kronologien. En del af mine metoder og teknikker er selvfølgelig opstået helt naturligt gennem arbejdet med interaktive medier, hvor man ikke har en passiv læser eller tilskuer foran sig, men en bruger der aktivt bevæger sig gennem manuskriptet. Og den tilgang er smittet af på næsten alt hvad jeg har skrevet. Mine manuskripter har derfor ofte udfordret den klassiske dramaturgi, som man kender den fra beretter modellen.
Jeg har f.eks. altid forelsket mig i film der legede med fragmentarisk manuskript skrivning, som f.eks. 21 gram, hvor scenerne ikke bevæger sig fra én kronologisk hændelse og videre til den næste. Men i stedet udfordrer vores måde at sætte hændelser sammen på og lader hele drivet være: ”at forstå hvordan tingene hænger sammen”. Jeg ser simpelthen det at udfordre kronologien som kreativt frisættende. Som en måde at slippe uden om en masse klicheer på og som en ny måde at arbejde med manuskriptet på. Eller ny er måske så meget sagt. I virkeligheden har litteraturen jo leget med at opbryde kronologi langt, langt tilbage. Så i arbejdet med at lære at skrive manuskripter, burde man måske kaste et blik på litteraturens ambitioner og så glemme en del af de amerikanske, ”How to write a script”-bøger. Selvom den slags bøger, jo er dejligt overskuelige, i deres evne til at koge ting ned. Men som alle andre opskrifter, kan de godt få os til at glemme at kunsten tit ligger i den uventede sammensætning, det særlige krydderi – det der strejf af inspiration som gør en tekst unik.
Nu skal det ikke forstås sådan at jeg aldrig selv har haft stor fornøjelse af at arbejde med simple manuskript modeller. Selvfølgelig har jeg det. Men jeg mangler én ingrediens i dem alle sammen. Nemlig brugen af kollision i manuskriptet. Det at vi skriver det bedste vi har lært og bruger alt det vi kender, for så at lade det støde sammen med det uventede, det vi ikke styrer. Det der får os til at komme bag på os selv og tænke nyt.
På en måde minder processen om den situation vi alle kender, når vi møder et nyt menneske for første gang. Vi står der, i en helt konkret situation og de anekdoter vi får at arbejde med, tænder holdninger og historier hos os selv. Vi kommer i tanke om ting vi havde glemt, udbygger argumenter eller får helt nye indfald, fordi vi møder noget udenfor os selv. Processen med at forstå hvem vi har overfor os, tvinger os til at tænke ud over os selv. Den tvinger os til at rykke os. Og præcis det, er også udbyttet af god kunst. Nogle bekendtskaber bliver frugtbare for os, andre er knapt så interessante. Men mødet får os til at tænke nyt. Mere forudsigelige manuskripter, der reproducerer de dramaturgiske konventioner, mangler tit den dimension. De kan sagtens føre til underholdende bøger og film der klæder en pose popcorn, men de cementerer grundlæggende det vi allerede kender, i stedet for at åbne for noget nyt.
Vi taler tit om kreativitet og originalitet, som ”noget nogen har” – som en speciel kunstnerisk evne. Men ser man lidt historisk på det, kan man se at man altid har ladet håndværket støde sammen med noget andet. For et par hundrede år siden formulerede man inspirationen som mødet med det guddommelige. Kunstneren skulle først og fremmest stille sig åben og være redskab for den guddommelige inspiration, der så satte kunstneren i stand til at skabe. Siden skiftede holdningen lidt i takt med inspirationen fra psykoanalysen. Det var ikke nødvendigvis det guddommelige kunstneren blev inspireret af, men det ubevidste – som f.eks. drømmenes univers eller fortrængte minder. Men i begge tilfælde så man inspirationen som noget der blev udløst i mødet mellem det kendte og det ukendte – og i vores tids forståelse af kreativitet, der i langt højere grad læner sig op af kognitive fortolkninger, er det stadig det samme vi kan se. Nemlig at vi reproducerer vores ideer og dybest set bliver ved med det, indtil vi møder noget vi ikke uden videre kan klassificere. Så stopper vi op og prøver at integrere det ukendte. Og det er der vi lærer nyt, der vores indre landkort bliver større.
Når vores verdensbillede kolliderer med noget udefra, er vi nødt til at reparere det. Det gør vi ved at forsøge, at udvide det kendte mønster – og det er ved den kollision, vi skaber ny mening eller skaber ting der er større end os selv. Jeg tror alle der har skrevet kender fornemmelsen af at den kunst man laver, bliver meget større end én selv. Det sker typisk når vi bygger broer ud i noget vi ikke kender. Undervejs er vi tvunget til at udvikle det kunstneriske udtryk, konsolidere det der virker og justere alle de svage dele. Og strategien er at sætte de enkelte dele under lup, fjerne al betydning fra løsdelene og kombinere dem på en ny måde, for at se om det skaber en ny harmoni eller et nyt fodfæste. Jo mere åbne og modigere vi er i vores afprøvning – desto mere fantastiske nye mønstre og sammenhænge kan vi få øje på.